Byen

Canazei er en rigtig gammel by - med en spændende historie. Historiemæssigt kan man gå over 1000 år tilbage i tiden og stadig finde tegn på liv i det, der i dag danner hjem for ca. 2000 indbyggere. Byen har i sin tid været baseret udelukkende på landbrug, men inden for de sidste 20-30 år er hele byens levebrød forvandlet fra køer, får og geder - til turister. Og levestandarden er i den forbindelse steget gevaldigt.

Byen ligger den dag i det nordlige Italien i regionen Trentino, under Alto Adige (også kaldet Sydtyrol). Byen var dog østrigsk til/med 1918, hvor man tabte territoriet til Italien under 1. Verdenskrig. Siden da har det været en kamp for lokalbefolkningen at acceptere, at man pludselig var blevet italienere. Da 2. verdenskrig kom, var man derfor lystig til at hoppe på Østrigs side - som støttede Nazi Tyskland - alene i håbet om igen at blive en del af Østrig. Man var dermed meget splittet mod resten af Italien. Det sluttede dog med sejr til Mosulinis tropper, og området forblev dermed italiensk. Siden da har man gerne ville være en autonom del af Italien, og det har man til dels fået lov til at være i regionen Alto Adige.

Alto Adige betyder på italiensk, at det er området, som ligger over floden Adige. På tysk hedder området Süd Tirol, men det må man ikke kalde det på italiensk. Ikke desto mindre er det stadig således, at man ikke har taget det italienske sprog til sig. I Canazei bliver der til daglig talt Ladinish, som er en moderniseret udgave af det latinske sprog, der blev talt på Julius Cæsars tid. Derfor ser man også, at alle officielle skilte i byen er skrevet på hhv. Ladin og Italiensk. Canazei er det italienske navn for Cianazei på Ladin. Alba (nabobyen - ud af Fassa Tal/Val di Fassa/=dalen) er italiensk for Delba på Ladin osv. Og kommer man om på den anden side af Sella Massivet, som er den store firkantede klods af en bjergformation, der kan ses fra byen; ja så taler man primært tysk - og alle skilte i byen finde på tysk og italiensk.
Forskelle og kulturel arv er der masser af - og det kan være svært at finde ud af, hvor grænserne har gået, hvem der kæmpede på hvilke sider under krigene osv. Men spørg til en ægte oprindelig Canazei-beboer, og han vil skælde dig ud, hvis du kalder ham for italiener. Det er han kun af tvang.

Det Canazei, de fleste turister i dag kender, er dog en verden til forskel fra det, som er beskrevet ovenfor. Når man som almindelig skiturist eller vandreentusiast kommer til byen - uanset om det er sommer eller vinter, så kan man ikke undgå at lægge mærke til det idylliske præg, der danner rammerne for denne lille kønne by. Byens størrelse er forholdsvis beskeden. Der er den ca. 500 meter lange hovedgade Via Pareda, der er torvet, de små handelsgader, og et par små smalle gader belagt med en fin blanding af mindre pensionater, hoteller, private ejendomme mm. Der er kønne huse til hver side, der er kunst at se på langt de fleste, og der er kælet for håndværket. Husene bygges stadig i god traditionel ladinsk byggestil. De er malet i skønne farver - og der er velholdt. Om sommeren er der blomster på hver en altan; præcis som man ser det i Tyrol. Derudover flyder en lille flod fra bjergene ned gennem byen, munder ud i Avisio floden, som til sidst udmunder i Po. Alt i alt et betagende syn!
Om vinteren ligger sneen ofte i gaderne, og når man kommer lidt hen på sæsonen - så er der oftest sol fra en skyfri himmel, og mens turisterne er på ski ovenover byen, så sidder byens beboere på de små fortovscafeer og drikker kaffe.

I byen er der masser af småbutikker, hvor man kan købe sig fattig. Uanset om man er til lækkert italiensk mærketøj, lokale specialiteter, god vin eller sportsudstyr, så kan man finde en forhandler i byen. Der er forlystelser til sport og helse, der er biograf, et væld af restauranter i alle kategorier og klasser. Der er lidt af det hele.

Den lokalbefolkning, som man uundværgeligt vil støde på, er noget af det mest gæstfri og hjælpsomme i Europa. De er vilde med deres gæster, og de gør hvad de kan for at byde gæsterne velkommen til det hjem, som de er så stolte af. Gæstgivertraditionen går langt tilbage - og den ligger dem i blodet.

I byen er der de fleste fastboende/helårsbeboende. Langt de fleste lever af turisterne på den ene eller den anden måde. Mange lejer værelser ud til turister - enten som små pensionater eller i form af større hoteller. Andre har restauranter, beværtninger mm. Og der findes ikke en familie, som ikke har et familiemedlem beskæftiget ved skiskolen. I højsæsonen, som er lige stor sommer som vinter, er det meste af byen dermed beskæftiget med sådan nogle som os. Den resterende del af året er de håndværkere, bønder mm. Og på den facon er der noget at lave året rundt.
Der bliver ikke bygget eller renoveret på huse og hoteller i løbet af sæsonen - det sker altid mellem sæsonerne. Der er for det første ingen arbejdskraft til at tage sig af sådan noget, når de mange turister er der, og det er også for dyrt ikke at kunne leje sine værelser ud pga. renovering.

Mange af de folk, som bor i byen året rundt, er i familie med hinanden. Taler man med en lokal, kan man næsten altid gå ud fra, at vedkommende hedder enten Planchensteiner eller Bernard til efternavn - eller i hvert fald på den ene eller anden måde har relationer til en af disse storfamilier (der er dog to forskellige "Planchensteiner familier", men begge krydses med Bernard - og på den måde er alle alligevel i familie med hinanden).

Der er i højsæsonen altid ansat arbejdskraft, der ikke kommer indenbys fra. Primært kommer en stor del af arbejdskraften fra Syditalien, hvor den gennemsnitlige indkomst ligger langt under den i Norditalien. Sæsonarbejderne knokler deres bagdel ud af bukserne, for det som vi andre nok ville mene var en ussel løn - men det er stadigvæk en glimrende indkomst for dem. Og nok til at sende penge hjem til familien af. Det er primært store steder, som er overtaget af store kæder, som benytter sig for den form for arbejdskraft. I hvert fald hvis det er stillinger over stuepige stadiet. Og den type virksomheder er der ikke mange af i byen. På mindre pensionater er de ofte ansat som barpersonale eller til hjælp ved rengøringen.

En af årsagerne til, at langt de fleste virksomheder, hoteller mm. sidder på lokale hænder er, at man har et arvesystem, som gør det stort set umuligt for folk udefra at få råd til at købe sig ind. Det er således, at rent lovformeligt vil ens jordiske rester altid gå i arv til ældste søn. Dog kan man forfordele andre familiemedlemmer også. Går arven lige igennem, da skal der ikke betales arveafgift. Men sælger man f.eks. et hus, som gået i arv gammen fem generationer, da skal man oven i husets salgspris betale arveafgift for alle de gange, huset er blevet arvet. Med renter. Og det vil sige, at hvis man skal købe et lille pensionat ved liften, da skal man regne med at lægge, hvad der svarer til værdien af 100 % belægning på alle sengene i ca. 100 år. Det er ikke alle, der kan se fidusen i at købe sig ind sådanne steder.

De steder som er blevet opkøbt er til gengæld dermed også med i den lokale sladder. Og det er nok ikke altid ligetil at vinde indpas i byen som ny tilflytter. Er man ikke med i bjergredningstjenesten, det frivillige brandmandskorps, arbejder man ikke på skiskolen - eller er man i det hele taget ikke med i det lav, som holder byen sammen, så er man ikke rigtig noget. For som i de fleste andre småbyer, da går jungletrommerne, når der sker noget.